Opret gratis din profil
Søger du nye venner eller måske en kæreste? Senior.dk er et mødested og datingside for alle over 50 år.
Her i disse ligestillingstider er der mange debatter i gang om hvem der betaler for en date. Traditionelt har det været mandens opgave, og på vores forældres tid var det en udpræget mandeopgave at sørge ikke bare for betalingen, men også alt det praktiske med at hente kvinden, få hende til at føle sig underholdt og til sidst at følge hende hjem igen.
Men mange mænd i dag er trykket af ligestillingen og tror, at når kvinder vil tage mere ansvar, vil de også betale eller i hvert fald bidrage til regningen på en date.
En veninde jeg har, var for nylig på en date med en mand, som hun syntes virkede rigtig sød og fornuftig. Alting gik godt på daten, de snakkede godt og der var bestemt mere i luften. I hvert fald indtil regningen kom, og han foreslog at de skulle splitte den. Hun havde egentlig slet ikke noget i mod at dele regningen i to, men da han foreslog netop det, var det ligesom der skete noget. På få sekunder dalede han i hendes agtelse og hun mistede interessen for ham – sandsynligvis fordi han kom til at virke nærig – sagde hun.
Hun ville selvfølgelig ikke begynde at ødelægge stemningen mere end den allerede var blevet, så hun accepterede, som den udglattende kvinde hun nu er, at dele regningen i to.
Men hun grinede da hun fortalte om det, fordi som hun selv sagde: Det er da fremgang i forhold til sidst. Og så fortalte hun om en tidligere date, der egentlig også var gået godt, men hun havde under hele daten haft en fornemmelse af at han holdt noget tilbage. Alting gik simpelthen for nemt, han var enig i alt og hun havde den der fornemmelse af at når noget er for godt til at være sandt, så er det nok fordi det er sådan det er. Hun vidste ikke hvad det var han holdt tilbage og hun spurgte ham heller aldrig. For da regningen kom og han ville betale, havde han pludselig glemt sit Dankort og spurgte om hun kunne betale...
Hun var ret sikker på at det ikke var sandt at han havde glemt kortet, så de sås aldrig igen.
Selv har jeg det sådan at uanset om det er kvinden eller det er mig der inviterer på en date, så insisterer jeg på at betale for gildet. Simpelthen ved bare bede om regningen, betale den og evt. lade en passende drikkeskilling ligge tilbage. Eller bare rejse mig og gå hen til kassen, afregne og sætte mig ned igen. Nogle gange tilbyder kvinden at betale – eller i hvert fald at give et bidrag. Der er jeg så gammeldags, at det overhører jeg fuldstændig. Ikke for at virke checket eller overlegen, men den slags kan jeg godt lide at have styr på.
Jeg har aldrig hjemme fra lært om Emma Gad og Galanterier, så det har jeg selv i en voksen alder måttet finde ud af, og personligt har jeg det rigtig godt med at være den der tager ansvaret for regningen på en måde, så hun slet ikke har noget at skulle have sagt. Altså bare gå hen over det som var det en bagatel.
Det er også blevet moderne at sige, at den der inviterer er den der betaler regningen. Det er jeg ikke enig i.
Hvordan har I det med det? Hvem skal betale for daten? Hvilke retningslinier bruger I? Skal vi som mænd holde fast i at være galante eller skal vi bøje os for den moderne kvinde, der også vil give et bidrag?
Lad os få nogle ideer og holdninger på banen her. Giv jeres mening til kende her under, og del jeres erfaringer.